Overtændt brand i udhus med fyr

Silkeborg Brand & Redning rykkede lørdag formiddag ud til en overtændt brand i Sjørslev i den nordlige del af kommunen.

Branden opstod ved 09.30-tiden på Enggårdsvej i et udhus, der blandt andet rummede et pillefyr og brandbare væsker, det skriver TV2 Østjylland.

Det lykkedes brandfolkene at slukke ilden, uden at den spredte sig til andre bygninger, men selve fyrrummet udbrændte fuldstændig.

En bil, der holdt parkeret på grunden blev skadet af strålevarme fra ilden, men det lykkedes til gengæld brandfolkene at forhindre skader på en beboelsesejendom.

Der skete ingen personskade i branden, og der var tid til at redde mere værdifulde genstande fra branden.