Billedet er taget under underskriftsceremonien. Det er Ms. Zhou fra Jinsan Nursing School til venstre og vicedirektør Karen Blix Roed fra Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg til højre.

SOSU-skolen får papir på Kina-aftale

Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg har indgået et samarbejde med Jinsan Nursing School og sender den første underviser til Kina i slutningen af juli.

De silkeborgensiske undervisere skal lære kineserne om sundhed og pleje af ældre, efter den danske model.

- Vi har meget at tilbyde her i Danmark, ikke mindst vores helhedstankegang. Kineserne er meget dygtige til det teoretiske og praktiske, men de kender ikke ret meget til ældrepleje og til at kombinere den faglige viden. Medarbejderne er ikke oplært til at se de ældre og plejekrævende som hele mennesker, siger Karen Brix Roed, der er vicedirektør på SOSU Silkeborg.

Hun var i Kina for at underskrive aftalen med den kinesiske skoleleder Ms. Zhou.

Personalet, der bliver uddannet af de danske undervisere, skal arbejde på et plejehjem til mellem 80 og 100 beboere, der skal stå færdig i oktober i år.

Det er Danske Diakonhjem, der står for at drive plejehjemmet, der skal være danskinspireret i sin tilgang til de ældre.

- Vi har i Danmark arbejdet i 60-70 år med at udvikle plejen, så personalet kan vurdere situationerne og sikre, at patienten får det, der er brug for, forklarer Karen Brix Roed.