10. juni 2015 - 07:23 Skriv kommentar
Udvist: Fængsel til Grejbiksen-røver
Den 56-årige serbiske mand, der i april begik røveri mod Grejbiksen skal i fængsel og herefter forlade Danmark, det skriver mja.dk.
Om eftermiddagen den 21. april var den 56-årige mand i gang med at stjæle et par sko fra Grejbiksens gadeudstilling, da han blev grebet på fersk gerning.
Butikstyven løb fra stedet med skoene i hænderne, men blev indhentet af forretningens indehaver, Birgitte Knappe.
Han slog hende i ansigtet, smed skoene og løb væk. Dermed udviklede tyveriet sig til et røveri.
Den 56-årige blev dømt for røveriet og skal først fire måneder i fængsel, og herefter skal han forlade Danmark i minimum seks år.
Forretningens indehaver skal desuden have en erstatning på 8620 kroner, skriver mja.dk.