Foto: Esben Stenfeldt

Mouritsen tager orlov fra byrådet

Det er sket før, at et byrådsmedlem er nødt til at holde orlov på grund af selvstændig virksomhed, og nu sker det igen.

Det 22-årige byrådsmedlem Casper Mouritsen har søgt om at holde orlov på ubestemt tid fra 1. august af hensyn til sin virksomhed.

- Jeg har oplevet en stigende vækst i min virksomhed og tredoblet min omsætning i år. Jeg får rigtig travlt med nogle større projekter i København efter 1. august, så der bliver meget rejseaktivtet, siger Casper Mouritsen.

Det unge byrådsmedlem er for tiden løsgænger, efter han tidligere på året blev smidt ud af Venstre oven på sagen om parkeringskælderen under Torvet. Han er egentlig valgt ind på et socialdemokratisk mandat, og derfor er det netop socialdemokraten Mustafa Kellegöz, der kommer til at afløse.

- Jeg har det helt fint med, at Mustafa Kellegöz kommer ind i stedet. Jeg har jo hele tiden vidst, at jeg sidder på et socialdemokratisk mandat, siger Casper Mouritsen.

Den 22-årige løsgænger har været selvstændig siden før, han blev valgt i byrådet i 2013, og det har fungeret fint indtil nu.

- Den sidste halvanden måneds tid har jeg haltet lidt efter, og det vil jeg ikke. Enten gør man noget 100 procent, eller også gør man det ikke, så jeg vil hellere overlade det til en anden, siger løsgængeren.

Netop rollen som løsgænger lægger ekstra pres på Casper Mouritsen, der skal læse op mod 1000 sider om ugen, hvis han skal følge med i alle sager.

Byrådet skal nu godkende Casper Mouritsens årsag til orlov, før beslutningen er endelig.