Til venstre: Mads Rørvig (V). Foto: Steen Brogaard. Til højre: Thomas Jensen (S).

Kandidater mødes på McDonald’s

I morgen er der lagt op til en spiselig og spændende valgdebat, når Mads Rørvig (V) og Thomas Jensen (S) tørner sammen på McDonalds i Silkeborg.

Valgmødet starter med, at de to folketingskandidater indtager køkkenet, hvor de skal konkurrere om, hvem der kan bygge den bedste burger – målt på smag og udseende.

- Jeg glæder mig meget til at se, om Thomas kan lave en pæn burger uden alt for meget brug af rød ketchup. Selvom jeg ikke har arbejdet på McDonalds, så har jeg da en del erfaring med at lave burgere på grillen hjemme hos mine forældre i Kjellerup, siger Mads Rørvig.

Thomas Jensen er ikke bange for at tage kampen op mod Mads.

- På trods af, at vi normalt konkurrerer på ord og politiske budskaber, så er jeg helt fortrøstningsfuld i forhold til at skulle flippe burgere imod Mads – heller ikke her, vil han vinde, siger Thomas Jensen.

Efter byg-burger-konkurrencen vil Mads Rørvig og Thomas Jensen debattere om aktuelle politiske emner. De fremmødte gæster på McDonalds i Silkeborg kan i den forbindelse naturligvis stille spørgsmål til de to kandidater. Afslutningsvis vil de begge komme med deres endelige argumenter for, hvorfor vælgerne skal sætte deres kryds ved netop dem.

Kampen mellem de to foregår lørdag den 13. juni kl. 16-17 på McDonalds på Nørrevænget.