Foto: Region Midtjylland

MC og bil i frontalt sammenstød

En niårig pige og en 39-årig mand måtte i går på sygehuset, efter et sammenstød mellem en bil og en motorcykel.

Klokken 18.42 kørte den 39-årige mand på motorcykel ad Himmelbjergvej i østlig retning. Mellem Gammel Laven og Laven mistede han kontrollen over sit køretøj og kom over i den modsatte vejbane.

Her kom der en bil kørende, og de to køretøjer stødte frontalt sammen.

Efter sammenstødet blev politi og ambulancer tilkaldt, og den 39-årige motorcykelfører blev kørt til sygehuset med smerter i brystet.

Bilens fører, en 38-årig mand, kom ikke noget til, men hans niårige datter var passager i bilen, og hun blev kørt til sygehuset med nakkesmerter.