To bilister kørte påvirkede rundt

Politiet standsede i weekenden en spritbilist og en bilist, der muligvis var påvirket af medicin.

Natten til lørdag standsede politiet en 39-årig mand på Funder Bakke ved 01.30-tiden.

Manden blev testet med politiets narkometer, der gav udslag for opiater, hvilket eksempelvis kan være morfin. Han blev sigtet for at køre i påvirket tilstand og taget med til en blodprøve.

Omkring et døgn senere, natten til søndag standsede politiet en 34-årig mand fra Silkeborg på Søndermarksgade i Ans.

Politiet bad manden puste i deres alkometer, og da det viste en promille over 0,5, blev han sigtet for spritkørsel og taget med til en blodprøve.

Begge mænd blev løsladt efter en halv times tid.