Foto: Hospitalsenhed Midt

Truet afdeling færdig-moderniseret

Efter seks måneders ombygning kunne Regionshospitalet Silkeborg i går indvie en ny og moderne intensivafdeling, der måske skal lukkes igen.

Region Midtjylland skal frem mod 2019 spare omkring 700 millioner kroner på sygehusene, og et af forslagene går på at skære intensivafdelingen i Silkeborg, det skriver mja.dk.

Afdelingen tilbyder genoptræning til svært skadede patienter og består i dag af otte senge. Ifølge sparekataloget skal tre af sengene nedlægges. Senere skal hele afdelingen flyttes til Viborg.

Politikerne i regionsrådet har endnu ikke forhandlet det endelige sparekatalog på plads, og ifølge mja.dk, begynder der at tegne sig et politisk flertal for at redde afdelingen.

Sidste år kom godt 400 patienter gennem intensivafdelingen, og cirka halvdelen kom fra andre regioner end Region Midtjylland, så de gav en indtægt på flere millioner kroner.