Til venstre: Mads Rørvig (V). Foto: Steen Brogaard. Til højre: Thomas Jensen (S).

Kandidater uenige om valgkredse

Silkeborg hører til Vestjylland, når der skal vælges kandidater til Folketinget, men det er helt forkert, hvis du spørger Venstres kandidat Mads Rørvig.

Han mener, at Silkeborg er vendt mod Østjylland og derfor ikke burde kæmpe mod byer som Herning, Skive og Struer om valget af lokale kandidater, det skriver TV2 Østjylland.

Mads Rørvig foreslår, at man i Folketinget tager et ekstra kig på valgkredsene, så Silkeborg flytter sammen med Aarhus i Østjyllands Storkreds.

Det forslag er en anden lokalkandidat, Thomas Jensen (S), uenig i. Han mener, at det vil være at skyde sig selv i foden, hvis Silkeborg-kandidater skal kæmpe mod kandidater fra Aarhus.

Han er dog enig i, at Silkeborg er mere østvendt, end vestvendt, men ved et folketingsvalg, er det en fordel at høre under Vestjyllands Storkreds.

Ifølge TV2 Østjylland, foreslår Thomas Jensen i stedet, at man dropper snakken om storkredse og fokuserer på at stemme personligt.

De nuværende storkredse blev dannet i forbindelse med en reform i 2007.