Rødhætte: Tak til Facebook!

Hvad fanden skulle vi gøre uden Facebook?
Vi ville ikke vide, hvornår vores venner og bekendtes børn lærte at bruge potten for første gang.

Vi ville rende rundt i evig uvished om hvad vores nærmeste og fjerneste spiser til aftensmad.

Svaret på, hvordan Katrina tabte alle de kg, ville svæve i det uvisse. Uden Facebook, ville vi aldrig have vidst, hvor mange timer hun bruger i Fitness World.

Vi ville desuden heller ikke få fornøjelsen af at se Ryan stå foran spejlet selvsamme sted og vise, hvor stærke og barske hans muskler er og at de er så udviklede, at han kan holde sin mobil i én hånd. Én hånd, siger jeg!

Ingen ville nogensinde vide, hvilken Disneyfigur Bente minder mest om. (Man ville i sit stille sind tænke en hærget Snehvide, som har muntret sig mere end godt er, med Lystig og Gnavpot på en ret stubbet træstub, men man ville ikke vide det med sikkerhed).
Og ingen ville vide, hvad deres navn betyder eller hvem der er deres soulmate. (Og må jeg lige henlede opmærksomheden på, at jo jo, hvor er det da pudsigt, at Karsten med sine 12986 venner, lige nøjagtig får sin kone som resultat. Det må være skæbnen...eller shuffle-knappen, som man kan trykke på, indtil man får det resultat man helst vil have)

Vi ville aldrig have fået at vide, at Benny flækkede øjenbrynet, da han lagde arm med Troels på en bodega og vi ville aldrig have set hans blodige selfie fra en briks i venteværelset på skadestuen, da han tjekkede ind på Facebook lidt over midnat med blod dryppende ned i det tætte overskæg, som tydeligvis ikke er blevet vasket siden han i forgårs spiste stegt flæsk og persillesovs.

Vi ville heller aldrig have lært "I dag er vi alle *indsæt tilfældigt ord*, hvis det ikke havde været for Facebooks Charlie Hebdo-virus.

Bare vent til næste gang langturschaufførerne strejker. Det er meget muligt, at du går rundt og tror, at du er dig selv. Men det er du ikke.

For når lastbilchaufførerne møder modstand, er det ikke nok at tænke: "Det er fandeme synd for dem. Det er urimelige arbejdsvilkår".

Nope. Ifølge den nye trend skal vi alle lege, at vi har en personlighedsforstyrrelse.

"I går var vi alle franskmænd" - "I dag er vi alle danske muslimer" og "I morgen er vi alle langturschauffører".

Og vi ville aldrig have hørt de hjertegribende historier fra forældre, som havde en traumatisk dag i en random forlystelsespark, fordi deres barn blev udsat for en menneskelig ups'er fra en ansat eller en tilfældig anden gæst.

Hvad fanden sker der for det? Det er da ved gud den særeste trend (lige efter "se mig sidde med solbriller bag rattet i min bil"-selfies), at man åbenbart død og pine skal dele sine uheldige offentlige oplevelser med dårlig kundeservice og onde komplotter fra fremmede mennesker - på Facebook - og score lige så nøjagtig så mange likes og delinger, at man kommer i medierne og får kompensation.

Senest er det en historie om en lille hoarder-dreng, som har voldsamlet nogle krus i Tivoli, så han kunne få en bamse.

Jo jo, bevares, jeg har da et hjerte. Det er da synd for det bette pus, at han fik at vide, at de samme regler gælder for ham, som for Hovedbanegårdens svar på vores egen Flaske-Mads.

Og nej, der er da ved gud ingen børn der skal forlade Tivoli med ubehag - med mindre det er pga. kombinationen af lidt for mange kandiserede æbler og 16 ture i ”Det gyldne tårn”.

Men kunne farmand så ikke have kontaktet Tivoli stille og roligt? Eller bare nøjes med at gå til medierne, hvis Tivoli ikke havde taget klagen alvorligt?

Hvorfor fanden skal man sætte et runde-opslag op og fortælle hele Danmark, at man følte sig uretfærdig behandlet?

Jeg kan selvfølgelig godt se det frustrerende for culingforældrene, at de kæmper og kæmper hver eneste dag for at feje alle forhindringer væk for deres prinsesse/prins (seriøst; stop nu med at bruge det om samtlige børn der bliver født) og at det hele falder til jorden som en våd candyfloss, når en ond Tivolivagt blot følger reglerne.

Men stop nu jer selv!

Jeg sætter mig sgu da heller ikke til tasterne med blå mærker om halsen efter en frygtelig oplevelse i H&M - hvor en kjole i str. BMI-Overload viste sig ikke at være true-to-size og derfor valgte at montere sig stramt omkring min hals- og brystregion - og bebrejder H&M, at jeg måtte gå tomhændet, øm og ydmyget derfra?

Ligesom jeg heller ikke udbasunerede min families traumatiske oplevelser, da en psyko-papegøje bed min dengang 1-årige datter i fingeren, da vi var en tur i Jyllands Mini Park Zoo. Jeg nøjedes bare med at daske det klamme kræ en over næbbet, da ingen kiggede.

Men når jeg læser folkets reaktioner i kommentarfeltet til sådanne runde-indlæg, så fortryder jeg næsten. For det tyder da på, at ingen kompensation er stor nok, når de små børn oplever knap så lyserøde ting ude i virkeligheden.

"Føj Tivoli! Skam jer! I burde give drengen 10.000 bamser!"

"Puha, tænk sig at det er sket i vores land. Giv da drengen et årskort!"

"Hele familien skal have årskort!"

"Og turbånd! Det er dælme ikke for meget!"

"Den vagt skal fyres!!!!!"

(Bemærk i øvrigt hvordan hysteriske mennesker altid har et sygeligt overforbrug af udråbstegn).

Og så sidder man og læser disse galdekommentarer og bliver faktisk helt i tvivl, om den der Tivolivagt i virkeligheden ikke slæbte drengen bag ballongyngerne og vappede ham sådan en på låget og proppede tårnet med de 90 indsamlede krus ned i halsen på ham sammen med hans briller? Sådan folkets reaktion taget i betragtning?

Det er jo lige før, at Tivoli faktisk burde indfri hele familiens banklån og forære dem 10% af parkens indtjening de næste 20 år, så den lille familie kan leve videre uden nervøse tics og mén.

Hørnuligeher...

Drengen har fået en erstatningsbamse, hans forældre fik deres 15 minutes of fame og ingen gik derfra med PTSD.

Come nu lige on, for helvede! Hvis vi aldrig får større problemer her i landet, så burde vi da egentlig være ret taknemmelige.

fb-haette