Foto: Borg Automotive

Europæisk hæder til Silkeborg-koncern

Inden for reservedelsmarkedet er Silkeborg-virksomheden Borg Automotive en af de helt store spillere i Europa. Virksomheden har netop modtaget prisen som Årets Refabrikatør.

Virksomheden arbejder med at reparere defekte og brugte reservedele, så de igen bliver så gode som nye. Den process kaldes refabrikation og sparer miljøet for belastningen ved at producere en ny reservedel.

På verdens største messe for refabrikatører, ReMaTec, der netop er blevet afholdt i Amsterdam, fik Borg Automotive altså hædren som årets bedste.

- Vi er utroligt stolte over at modtage prisen, der er kulminationen på mange års hårdt arbejde på at øge udbuddet og forbedre kvaliteten af vore produkter, siger Ivan Mikkelsen, der er kommerciel direktør i Borg Automotive.

I løbet af de seneste seks år har Silkeborg-virksomheden firdoblet sit salg. Borg Automotive beskæftiger 1100 personer i Storbritannien, Polen, Belgien og hovedkontoret i Silkeborg.

Det var 11. gang prisen blev uddelt.