Jysk Arena er kommunens næststørste valgsted med 5024 stemmeberettigede.

FV15: Hver fjerde har stemt

Valgdeltagelsen i de to valgkredse i Silkeborg kommune tegner foreløbig til at blive lidt lavere, end ved folketingsvalget i 2011.

På tværs af de 30 valgsteder havde 26,77 procent afgivet deres stemme klokken 12.30. Det tal er inklusive brevstemmer.

Tallet kan ikke sammenlignes med sidste folketingsvalg, fordi Silkeborg Kommune har ændret registreringstidspunkterne. I 2011 blev opgørelsen lavet klokken 12.00.

Hvis man sammenligner, hvor mange stemmer, der så er kommet ind per minut, så er deltagelsen lavere denne gang.

I Jysk Arena, som rummer det næststørste valgsted, var deltagelsen 29,92 procent klokken 12.30.

Valgsekretæren på stedet sammenlignede stemmeprocenten klokken 10.30 og 12.00 med valget i 2011, og den lå marginalt under begge gange.

Der er i alt 65.862 stemmeberettigede i Silkeborg, så klokken 12.30 havde omkring 17.600 af dem stemt.

Klokken 10.00 var valgdeltagelsen i Silkeborg højere, end den var ved valget i 2011. 16,08 procent sammenlignet med 14,88 procent.