Foto: Silkeborg Kommune

Hjælpe at hente på valgstedet

I dag er der folketingsvalg – og alle stemmeberretigede i Silkeborg bør gribe deres stemmekort, drage til et valgsted og gøre sin borgerpligt.

Men hvis du af en eller anden grund ikke er tryg ved at stemme, opfordrer Silkeborg Kommune dig til at bede om hjælp.

Du skal måske stemme for første gang, og er lidt utryg ved hvordan man rent praktisk gør. Hvor får man sin stemmeseddel? Hvor skal man aflevere valgkortet? Og hvad hvis nu man har glemt valgkortet eller det er blevet væk? Spørgsmålene i valglokalet kan være mange.

Derfor har Silkeborg Kommune arrangeret, at du på dit valgsted mødes af mennesker, der direkte opfordrer vælgerne til at spørge, hvis de har brug for hjælp. Disse tilforordnede bærer et rundt, grønt badge på brystet.

- I Silkeborg Kommune skal alle borgere have mulighed for at stemme på en god og tryg måde. Derfor vil vi gerne gøre en ekstra indsats for at opfordre vælgerne til at spørge, hvis de er i tvivl om noget, siger Lejf Rattenborg Bøgedal, der er leder af Valgsekretariatet i Silkeborg Kommune.

Valgstederne er åbne fra klokken 09.00 til 20.00.