Mobiltelefonfri skole i Skægkær

Skægkærskolen bliver mobiltelefonfrit område efter sommerferien skriver mja.dk.

Skolen vil ikke længere have, at elever har mobiltelefonen på sig – hverken i timerne eller i frikvartererne. Enten lader de telefonen bliver hjemme, eller også må de aflevere den om morgenen, og få den udleveret igen efter skoletid.

Pædagogisk leder på Skægkærskolen, Peter Green siger til netavisen at skolereformen betyder, at eleverne skal lære mere, men mobiltelefonerne er med til at bryde elevernes koncentration.

Skolens ledelse har derfor besluttet, at eleverne i en periode skal være ”fri fra mobilen”, der er et forstyrrende element i undervisningen fordi de kan ringe eller brumme i timerne.

Peter Green henviser ifølge mja.dk til en engelsk undersøgelse, der viser at børn får mere ud af undervisningen i mobilfri skoler.

Eksperimentet med mobiltelefonerne varer i udgangspunktet i seks uger, og skolens ledelse er ifølge Peter Green forberedt på, at nogle forældre vil reagere negativt på ordningen.

- For nogle forældre er det vigtigt, at deres børn kan komme i kontakt med dem i løbet af dagen. Men når jeg tænker tilbage på min egen skoletiden, så var jeg aldrig på kontoret for at ringe hjem. Hvis der var problemer, så gik vi til en voksen og klarede det selv, og aftaler for dagen var lavet hjemmefra, siger Peter Green til mja.dk.