Ruden i forretningens dør var skiftet her til morgen.

Rambuk-tyveri i Østergade i nat

Ukendte gerningsmænd slog i nat til mod smykkeforretningen Sølv & Sten i Østergade i Silkeborg i et såkaldt rambuktyveri.

Klokken 03.28 gik alarmen i forretningen, fordi indbrudstyvene havde trykket ruden i fordøren ind med en rambuk. Politiet formoder, at de satte en genstand op mod ruden, og så kørte ind i den genstand med en bil.

- Vi har ikke rigtig nogen spor at gå efter indtil videre, så vi hører gerne fra offentligheden, siger Kenn Sølvkær Jensen fra politiet i Silkeborg.

Tyvene kunne hurtigt overskue den lille butik og fandt frem til blandt andre en del sølvkæder. Fordi indbruddet skete i nat, er det endnu ikke opgjort, hvad der præcis er stjålet fra butikken.

Har du set eller hørt noget i Østergade omkring klokken 03.28, kan du ringe til politiet på telefon 114.