Skæv knallert-fører påkørte bil

En 26-årig knallerfører kørte i går ind i en bil på Christian 8.s Vej, fordi han kørte påvirket rundt.

Ved 09.30-tiden kom manden kørende ad Borgergade, over Viborgbroen og videre ad Christian 8.s Vej på sin 30-knallert. Den 26-årige kørte på vejen, ikke cykelstien, som han ellers skulle.

De forankørende biler bremsede pludselig op, og det opdagede knallertføreren ikke, så han kørte ind i bilen foran ham, der blev ført af en 69-årig mand fra Silkeborg.

Der skete ikke de store skader på hverken bil eller knallert, men politiet blev kaldt til ulykken.

Da manden så betjentene, smed han en halvrøget joint fra sig, men det nyttede ikke. Politiet testede manden med narkometer, og det gav udslag for både hash og metadon.

Manden blev derfor sigtet for at køre i påvirket tilstand og for at være i besiddelse jointen.

Oven i blev han sigtet for at køre på vejen og for at være årsag til færdselsuheldet, fordi han ikke var tilstrækkeligt opmærksom.

18-årig overtrådte vigepligt
Politiet var også ude til et færdselsuheld klokken 13.43, hvor en 18-årig bilist var årsag til et uheld, fordi han ikke overholdt sin vigepligt.

I rundkørslen ved Vestre Højmarksvej og Øster Bordingvej kørte den 18-årige mand ud fra Øster Bordingvej, på trods af vigepligten.

Her stødte han sammen med en anden bil, der blev ført af en 62-årig kvinde fra Engesvang.

Ingen af de to førere kom noget til, men der skete lidt materiel skade i færdselsuheldet.