Farlige løft er jobpatruljens fokus

Fagbevægelsens Jobpatrulje er klar til at komme rundt i Midt- og Vestjylland i de kommende to uger.

og denne gang er der fokus på de mange og tunge løft, som de unge tager på fritidsjobbet

Baggrunden er, at da Jobpatruljen var rundt sidste år, konstaterede man at hele 37 procent af de adspurgte fritidsjobbere løftede for meget.

Sidste år snakkede jobpatruljen med 304 midt- og vestjyske unge, 33 procent af dem manglede instruktioner i at undgå arbejdsskader, og 12 procent havde allerede fået en arbejdsskade. Og der er tale om unge, som ikke engang var myndige endnu.

I år vil Jobpatruljen derfor have særligt fokus på at informere om, hvordan fritidsjobberne løfter rigtigt, når de er på job. Trækker de korrekt med palleløfteren? Er de bevidste om, hvor mange indkøbsvogne de må skubbe ad gangen?

Det er mange unge nemlig slet ikke bevidste om, skriver Jobpatruljen i en pressemeddelelse

Alt for mange unge er slet ikke bevidste om, hvor meget de må løfte ad gangen, når de er på job. Det betyder ofte, at de løfter for meget. Hvert enkelt ekstra kilo er en overbelastning af ryggen, og det er især et problem i en tid, hvor de unges krop er under udvikling. En tid, hvor der nødvendigvis skal passes på for at undgå senere skader, siger Karin Østerby og Flemming Sørensen og fortsætter:

De kommende år vil mange ældre fratræde arbejdsmarkedet, og der vil på grund af de små årgange være langt færre unge til at tage over. Med en mindre arbejdsstyrke at tage af er vi afhængige af alle gode kræfter, der kan sluses ud på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at de unge lærer gode vaner – også om løft og skub – som gør, at de kan holde til mange år på jobbet, understreger de.

Arbejdsgiverne skal tage medansvar
De to jobpatrulje-koordinatorer Dennis Frandsen og Jonas Mørkholt fra henholdsvis HK MidtVest og 3F Holstebro fortæller, at de, når de kommer rundt, vil have en guide med til de unge ansatte.

I guiden kan de unge blandt andet læse om reglerne for løft og skub.

Vi håber, at arbejdsgiverne vil læse nysgerrigt med, for det er i sidste ende deres ansvar, at reglerne bliver overholdt. Og vi vil i Jobpatruljen gerne hjælpe både unge og arbejdsgivere på vej til en dialog om ergonomi og arbejdsmiljø, siger de.