Foto: Esben Stenfeldt

Fortsat parkeringskaos trods P-hus

Det nye store parkeringshus ved hospitalet blev bygget blandt andet for at sætte en stopper for det parkeringskaos, som hospitalets naboer på villavejene har måtte døje med.

Men nu tre måneder efter indvielsen af parkeringshuset, er beboerne på vejene stadig plaget af de vilde parkeringer.

- Det er stadig kaotisk. Mange parkerer ulovligt, det har ikke ændret sig, siger en af naboerne, Jørgen Madsen, til Østjyllands Radio.

Problemet kan være, at det koster penge at benytte parkeringshuset, mens det er helt gratis at parkere på villavejene.

Sygehusdirektør Lars Dahl Pedersen beklager, men siger at sygehuset ikke fra den ene dag til den anden kan overbevise personale og patienter om at bruge p-huset.

- Det kræver lidt tilvænning, at vi nu har indført betalingsparkering. Men nu har vi sikkerhed for at der er pladser på sygehusets område til parkering, og vi er i dialog med vores personale blandt andet gennem vores samarbejdsudvalg.