Foto: Silkeborg Kommune

Karina Due i nationalt søgelys

Silkeborgs nyvalgte folketingsmedlem, Karina Due fra Dansk Folkeparti, er kommet i søgelyset i landets medier, efter at hun forleden lod sig interviewe til radio 24syv.

I interviewet fortæller Karina Due, at hun tror på ånder og at hun kan kommunikere med dyr – og at de hjælper hende og guider hende i den rigtige retning.

Karina Due fortæller også, at hun beskæftiger sig med healing og clairvoyance, og at hun i et tidligere liv har været en en lille indianerdreng.

Efterfølgende har hun sagt til TV2 Østjylland, at hun godt kan forstå, hvis folk ryster på hovedet.

- Det er bare min måde at koble af på og undgå at brænde ud og gå ned med stress, siger hun.

Karina Due har siddet i byrådet i Silkeborg, hvor hun var formand for ældre- og handicapudvalget. Da hun blev valgt til Folketinget i sidste måned, valgte hun at forlade byrådet.