Silkeborg prøveklud for nyt madinitiativ

Vi i Silkeborg bliver prøveklud på et nyt bæredygtigt madinitiativ, som den kulinariske iværksætter Birgitte Escherich ønsker at sprede til 40-50 byer i hele landet.

Der skal oprettes økologiske 'madselskaber', hvor begreber som bæredygtighed og forebyggelse bliver de grundlæggende værdier.

Den første af den slags butikker åbner i Silkeborg lige efter sommerferien i de lokaler på Ewaldsvej i Sydbyen, der tidligere husede delikatesse- og take-away-restauranten ”Sidebenet”.

Her vil Kokken Kristian Bornemann etablere Madselskabet Silkeborg, og han realisererer dermed en drøm, som han allerede havde, da han i midten af 80'erne gik på Den Økologiske Landbrugsskole.

Til hjemmesiden okologi.dk siger Kristian Bornemann, at det hele tiden har været hans tanke, at tallerkenen skal serveres tæt ved, hvor råvarerne kommer fra.