Mand nær ramt af toget i Silkeborg

En mand der krydsede skinnerne på Silkeborg Station blev nær ramt af toget, og var årsag til, at der opstod forsinkelser på togdriften mellem Silkeborg og Aarhus.

Det skriver mja.dk.

Manden valgte i går formiddags at krydse skinnerne til fods netop som et tog fra Herning var på vej ind på stationen – en situation, som i sig selv er farlig, men som i dette tilfælde blev forværret fordi han snublede på vej over.

Heldigvis nåede manden i sikkerhed på den anden perron, inden toget ramte, men den chokerede lokofører måtte – som det er rutine i den slags situationer – lade sig afløse.

Derfor forsinkelserne.

Ifølge Arriva sker det bekymrende ofte, at folk forsøger at krydse sporene på Silkeborg Station ved serviceovergangen, som er forbeholdt personalet.

Men det er altså livsfarligt, hvilket den snublende mand i går formiddags så levende beviste.