Vi bygger og bygger i Silkeborg

Silkeborg er en af de kommuner i landet, hvor der er størst bygge- og anlægsaktivitet. Kun fem ud af landets 98 kommuner, har flere byggekraner og gravkøer i gang som hos os.

Tal fra Byggefaktas nye rapport ”Kommunernes investeringer 2015-2018”, viser blandt andet, at der frem til 2018 bygges for 19.156 kr. pr. indbygger i Silkeborg kommune.

Det er dobbelt så meget som i fx Herning, Horsens og Randers og 25 procent mere end i København.

”Tallene taler deres tydelige sprog. Vi er en vækstkommune, og derfor investerer vi massivt i at udvikle vores kommune og fremtidens velfærd i de kommende år. Silkeborgområdet får en anden karakter og attraktivitet i takt med, at de store projekter realiseres”, siger Borgmester Steen Vindum.

I de kommende år vil der bl.a. ske store forandringer i Silkeborg midtby i form af bedre parkeringsforhold for byens kunder og gæster og et nyt uddannelsescampus på Bindslevsplads.

Derudover er byggeriet af et nyt plejecenter til 250 mio. kr. gået i gang, og der gøres klar til første spadestik til et nyt stadion ved motorvejen, ligesom flere vejprojekter der skal løse trængselsproblemerne i Silkeborg midtby og skabe bedre forbindelser til og fra den nye motorvejen, er på vej.

Ud over de store kommunale bygge- og anlægsinvesteringer har også en lang række private investorer og virksomheder byggeprojekter i gang eller på vej i Silkeborg – fx Jyske Banks byggeri på Neckelmanngrunden, flere store boligprojekter som fx Å-viften og Borgparken, nyt butikscenter, Erhvervspark Silkeborg og statens byggeri af Silkeborgmotorvejen.
I perioden 2015-18 bygges der i gennemsnit for 10.910 kr. pr indbygger i Danmark. I Silkeborg bygges der for næsten for det dobbelte – helt præcist 19.156 kr. pr. indbygger. Frem til 2018 budgetterer Silkeborg Kommune med 95 projekter til i alt 1.724 mio. kr.