Midtjylland bliver EU gastronomi-region

Midtjylland kan se frem til stor, international fokus på både kultur og gastronomi i 2017.

Udover at være Europæisk Kulturhovedstad er Aarhus og resten af Region Midtjylland også netop blevet udpeget som Europæisk Region for Gastronomi i 2017.

Den ærefulde titel tildeles af Det Internationale Institut for Gastronomi, Kultur, Kunst og Turisme, og i 2017 deler Midtjylland æren med Riga-regionen i Letland og det østlige Lombardiet i Italien.

Den officielle udnævnelse som Europæisk Region for Gastronomi 2017 foregår 29. september 2015 ved et arrangement i EU-pavillonen på verdensudstillingen EXPO 2015 i Milano i Italien.