Rødhætte

Rødhætte: Op i røven med alderdommen

Jeg er lige blevet 40 år. Ingen identitetskrise der.

Hvorfor skulle jeg have krise over at fylde 40? Alternativet ville sgu da være langt værre. Man skal være glad for at være i live og for at man stadig kan se ud af øjnene, trods metaltræthed i hudområdet omkring.

På min fødselsdag fik jeg mange "Tillykke med de 29. Tillykke med de 30"-hilsner. Men det var slet ikke nødvendigt.

Jeg var sgu da bare glad for at vågne om morgenen. For når man når den alder, begynder man jo faktisk at se hver dag som en gave.

Og det kan da godt være, at det var langt kønnere at være i 20'erne og have ferskenhud, end at være i 40'erne og have plantager af appelsinhud. Men mit selvværd har utroligt nok fået det langt bedre i takt med, at min hudoverflade minder mere og mere om en gammel sofa med knapper.

Jeg ved sgu ikke...Man lærer nok bare at sætte pris på de ting, som virkelig betyder noget. Og hvis vi lige et kort øjeblik ser bort fra Angelina Jolie og hendes møgperfekte hudgener, så er der jo ikke ret mange der forventer, at en 40-årig kvinde hopper i en kort mavebluse og en nederdel, som er kortere end de trusser jeg render rundt med - og flasher hud. Vel?

Ikke tale om jeg vil sætte mig og hulke over at være i Bjarne Liller boksen. Jeg er fyrre, fed og fabelagtig. Og man bestemmer sgu da selv, hvor kikset man vil være.

Jeg har ingen planer om at tilmelde mig Lars Lilholt Bands nyhedsbrev. Jeg har ingen aktuelle planer om at klippe de lange lokker af og få mig en kort frisk frisure med strit og farverige lilla totter.

Der er ingen beigefarvet tøj i gabadinestof i mit tøjværelse og Louis Nielsen kommer ikke til at sælge mig et rødt brillestel med en trillebør-fuld similisten lige foreløbig.

Det er meget muligt, at min hud omkring øjnene og munden folder sammen som en persienne fra JYSK, når jeg griner og smiler. Og hvad fucking så? Man må gerne kunne se, at man har levet og at man lever. Det er da bare et bevis for, at man har brugt de glade muskler meget gennem livet.

Man vil aldrig høre mig sige: "Ja ja, dåbsattesten siger godt nok 1975, men jeg føler mig nu kun som en på 22". Aldrig!

Jeg føler mig ikke som en på 22. Og gudskelov for det da. Det ville sgu være pisse sørgeligt, for det ville da være det samme som at sige: "Min mentale udvikling gik i stå, da jeg var 22 år".

Jeg er langt klogere, end da jeg var 22 år. Mine livserfaringer er ligesom skyld i, at jeg er nået dertil, hvor jeg bare hviler i mig selv og egentlig på gode dage synes, at jeg er ret godt kørende.

At træde ind i 40'erne, er for mig den rigtige konfirmation. Fuck da frasen om "nu træder du ind i de voksnes rækker" til en 14 årig konfirmand, som ikke engang må køre på en knallert endnu og som har hormonelle ufrivillige rejsninger.

Næh, 40'erne er de voksnes rækker.

Man har masser af livserfaring, kroppen har fået lidt patina og naivitetsfiltret er blevet lidt mere realistisk efter nogle gevaldige lussinger fra ungdommens skole. Man har overlevet fællesbadene i fodvorternes mekka i folkeskolen. Man har fået sit hjerte knust flere gange, end godt er. Man har knust hjerter. Folk har taget røven på en. Man har skuffet og man er blevet skuffet. Man har læst, man har lært, man har arbejdet, man er blevet fyret og man har fundet sin hylde i arbejdslivets pisseforvirrende verden. Man har elsket og man har mistet. Man har presset børn ud af et forholdsvis lille hul og mod alle odds genoptaget sexlivet.

Nu er man fandeme klar til at tage hul på voksenlivet og tuben med hæmoridecreme og gøre sig klar til at nyde den person, som man er.

Selvfølgelig kan jeg mærke jeg er blevet ældre.

Ja, der kommer lyde, når jeg rejser mig fra sofaen. Ja, ryggen værker lidt, når jeg har sovet på sofaen. Og ja, indtagelse af alkohol i seriøse mængder, er noget man planlægger, så man kan nå at blive tømmermændsfri inden mandag morgen.

Og ja, jeg tager mig selv i at tænke: "Ja ja, bette pige. Det der får du blærebetændelse af", når jeg ser en ung kvinde i en lårkort så kort, at man kan se, om hun kører naturtema eller brassilian wax. Men kedelig, det bliver jeg aldrig, Tror jeg. Jeg er bare sofistikeret voksen med periodevise mentale udfald.

Selvfølgelig har jeg da tænkt over visse ting. Om man slet ikke er herre over alderdomstegnene? Om de kommer i et bagholdsangreb?

Masser af spørgsmål popper pludselig op i mit hoved, mens jeg ligger på sofaen og dypper en tørkage i kaffen.

Hvornår...

- begynder man at afslutte et gab med en smasken?

- bliver man så gammel og indebrændt, at man ser sig nødsaget til at voldplastre sin Facebook til med billeder af Dannebrogsflaget og advarsler om, at nogen vil have det forbudt?

- bliver kønshårene grå?

- begynder man at lugte af hengemthed og mølkugler? Den der lugt, som alle ældre mennesker bærer rundt på?

- stopper man med at ringe til vennerne efter kl. 20:00 om aftenen?

- anskaffer man sig en indkøbstrolley?

- tager man sig selv i lige at smugkigge ud gennem gardinerne, og konstatere at nu kom naboen sent hjem for 3. dag i træk.

- ophører muskulaturen om endetarmen og forårsager ufrivillig tarmgas, når man

nyser? (Omkring 39 års alderen...har jeg hørt)

- kan man holde fest, uden naboen opdager det?

- definerer man held ud fra at finde en parkeringsplads tæt på indgangen ved Føtex på Nørrevænget?

- stopper man helt automatisk med at bekymre sig om fristelser, fordi fristelserne undgår dig?

- insisterer man på at betale for sine varer med småmønter?

Jeg aner det ikke. Og jeg er også skide ligeglad. Op i røven med alderdommen. Den er det, man gør den til. Og i mit tilfælde er den faktisk lidt som de svømmemærker man modtog i folkeskolen.

”Værsgod, tag denne broderede rædsel som et bevis for, at du har svømmet 75 meter rygcrawl, som godt nok mest af alt lignede en kamp for overlevelse i et inferno af svømmevinger og korkbælter”.

Værsgod, Hætte. Tag disse rynker og golfbanehuller i huden som et bevis for, at du har fundet dig selv i en meget bedre udgave.