To spritbilister standset i vores område

To trafikanter med for meget sprit i blodet blev i går standset i vores område.

Sidst på eftermiddagen, klokken 17.16, blev en 51-årig mand fra Engesvang standset på sin knallert på Viborgvej.

Et pust i alkometeret afslørede, at han havde drukket mere end det tilladte, og politiet måtte anholde ham og tage ham med på politistationen til en blodprøve, der skal afgøre den endelige promille.

Manden får også en bøde for ikke at have den lovpligtige forsikring til knallerten.

Klokken 21.29 blev en 35-årig mand fra Silkeborg standset på motorvejen, da han kørte spirituskørsel i en varebil.

Han måtte også igennem anholdelse og blodprøveudtagning.