Politiuniform Foto: www.politi.dk

Frækt tyveri i SuperBrugsen i Ans

Midt- og Vestjyllands Politi fik i går anmeldelse om et omfattende butikstyveri begået mod SuperBrugsen på Søndermarksgade i Ans.

Butikstyveriet er sket mandag mellem klokken 18.00 og 18.15. Personalet kan se på videoovervågning, at tyvene stjæler Whisky og Cognac for 3.000-4.000 kroner og lister dem ud af ad bagdøren.

Lidt senere kommer de igen og vil stjæle cigaretter, men man kan se på videoovervågningen, at en kunde jager de to tyveknægte væk.

En halv time senere kommer de to igen, men denne gang køber de varer og cigaretter på helt almindelig vis, og betaler med et dankort.

Politiet skal nu undersøge om dankortet er stjålet.

De to, der kun beskrives som ’udenlandsk af udseende’, kørte fra stedet i en Bordeaux Toyota Carina med et indregistreringsnummer, der tilhører en mand i Brabrand.

Ham skal politiet nu have en snak med.