Politiuniform Foto: www.politi.dk

Bil forsvandt på mystisk vis…

Politiet fik i går en anmeldelse om et biltyveri – der dog senere viste sig ikke at være et tyveri alligevel.

Omkring klokken fire ringede en kvinde til politiet og fortalte, at hun havde parkeret sin bil ved bageren på Mågevej – aflåst, men med sin taske liggende i bilen.

Da hun var færdig med at købe ind, opdagede hun at bilen var væk og kontaktede politiet.

Keld Grosen Jensen fra Silkeborg Politi fortæller, at der blev skrevet en sag og bilen blev efterlyst i registrene.

Kort før klokken 20.00 ringede kvinden igen til politiet. Denne gang fortalte hun, at bilen var blevet fundet. Den holdt ved nabohuset til bageren, stadig låst og stadig indeholdende tasken.

- Hun siger selv, at bilen var parkeret foran bageren i første gear og med håndbremsen trukket, og hvis det er rigtigt, er der tale om et lidt af et mysterium, siger Keld Grosen Jensen.