Lokale ridesadler fundet i Polen

Det lokale politi vil gerne høre fra folk, som i 2012 eller 2013 har været udsat for tyveri af hestesadler.

Det skriver mja.dk.

30 ridesadler, der angiveligt er stjålet i blandt andet Silkeborgområdet, er nemlig dukket op i forbindelse med en politiaktion i Polen.

Politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg siger til mja.dk, at politiet ikke umiddelbart kan finde noget i arkiverne om tyverier af hestesadler.

Men de polske gerningsmænd har til polsk politi oplyst, at otte af sadlerne blev stjålet i nærheden af Silkeborg i 2012.

Desuden er 24 ridesadler blevet stjålet et sted ca. 150 kilometer fra dansk-tyske grænse, skriver netavisen.