App skal hjælpe psykisk sårbare

Dansk Sygeplejeråd stiller med en af opgaverne til DM i app-udvikling, Appy Days, i Silkeborg den 17.-18. september

Et stigende antal danskere, der lever med en psykisk sygdom, henter hjælp til at mestre livet i et skema.

Mestringsskemaerne indeholder personlige råd til at tackle svære situationer. Det er sædvanligvis et stykke papir, men Dansk Sygeplejeråd vil nu omsætte skemaet til en app og er med, når Silkeborg Valley, it-forum og Silkeborg Kommune for femte gang afvikler DM i app-udvikling i Silkeborg den 17.-18. september.

- Flere og flere lærer at bruge mestringsskemaet i psykiatrien, men når man bliver udskrevet, står man der med et A3 ark. Det er svært at liste diskret op ad baglommen, når man står ude på gaden og har brug for at huske: Hvad er det, jeg gør i den her situation? Men alle går jo rundt med en mobiltelefon, og så skiller man sig ikke ud ved at tage telefonen frem og tjekke mestringsstrategien, siger projektleder i Dansk Sygeplejeråd, Hanne Jakobsen.

Sygeplejerskerne leverer en af otte cases til årets DM i Medborgerhuset i Silkeborg. De øvrige deltagere er: Jyske Finans, Kortgården, Greenbyte, Props and Pearls, EnergiMidt, Constructa A/S og Silkeborg Kommune.

Opskriften er følgende: Virksomheder og organisationer møder med en konkret opgave og bliver matchet med udviklere. Målet er ikke at producere en helt færdig app, men i samarbejde at komme godt på vej mod målet.

Der er nu åbent for tilmelding for udviklere, grafikere og projektledere, og flere har allerede meldt sig på banen, her iblandt sidste års vindere Tobias Fjelsted Alrøe og Jesper Lysgaard Rasmussen fra Appdictive. Der er tilmeldingsfrist torsdag 10. september.

Med i dommerpanelet er: Uffe Koch, managing director, Huge Lawn - Miracle Apps, Andreas Rasmussen, CEO & managing partner, Nodes Group, Kasper Thomsen, business developer, iDeal Development og Phillip Bruce, stifter og udvikler, SHAPE.