Politiet konfiskerede musikken
En 30-årig mand holdt i går en lidt for stor fest i Markedsgade, så politiet endte med at tage musikken.
Klokken 13.30 stødte betjente på den 30-årige i Markedsgade, hvor han gik rundt med en ghettoblaster uden for Handelsskolen.
Manden hørte høj musik, og da betjentene bad ham slukke, var han ikke samarbejdsvillig.
Fire timer tidligere havde politiet taget en snak med den samme mand på Drewsensvej, hvor han gik rundt med samme ghettoblaster og hørte høj musik. På det tidspunkt adlød han og skruede ned, men åbenbart kun kortvarigt.
Da betjentene så rendte på ham i Markedsgade, og han ikke ville slukke denne gang, besluttede de sig for at konfiskere ghettoblasteren. Den 30-årige fik samtidig en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Ghettoblasteren kan han afhente i dag på Politistationen.