Silkeborgs erhvervsklima stormer fremad

Silkeborg har en ambition om at komme i top 10 blandt landets mest erhvervsvenlige kommuner, og for andet år i træk rykker vi langt fremad på listen og nærmer os.

Silkeborg er netop rykket 25 pladser op på Dansk Industris liste over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner. Dermed lander Silkeborg Kommune samlet set som nummer 38.

På to år er det lykkedes at ændre erhvervsklimaet i Silkeborg Kommune fra at ligge i bund til at ligge tæt på den bedste tredjedel. I år har kommunen blandt andet afskaffet dækningsafgiften, der er en ejendomsskat på erhvervsbygninger. Samtidig er gebyret på byggesager sænket.

- Den flotte fremgang cementerer, at vi er på rette vej. En god erhvervsservice og gode betingelser er afgørende i forhold til at fortsætte den positive udvikling. Jeg er derfor meget tilfreds med, at virksomhederne kvitterer for forbedringerne i vores erhvervsklima, og vi igen går frem på listen over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark, siger borgmester Steen Vindum (V).

De store kommunale udbud den seneste tid, som eksempelvis Plejecenter Marienlund, har været delt op i en række mindre fagentrepriser, så lokale virksomheder også kan være med.

Niveauet af erhvervsvenlighed i en kommune måles inden for 11 forskellige kategorier. Silkeborg er gået frem i ni af kategorierne, og målt på evnen til at tiltrække den rigtige arbejdskraft er Silkeborg i top 10.

- Vi har et godt erhvervsliv i Silkeborg med rigtig mange dygtige virksomheder, der er i en positiv udvikling. De seneste år er der skabt over 1.500 nye arbejdspladser, og lige rundt om hjørnet venter sidste etape af Silkeborgmotorvejen, som forbedrer virksomhedernes logistik og gør det lettere at tiltrække de rigtige medarbejdere, siger Steen Vindum.

Silkeborg Kommunes erhvervsklima
• I Silkeborg er der skabt mere end 1.500 nye arbejdspladser de seneste år
• Silkeborg var blandt de fem nominerede til Årets Iværksætterkommune 2014
• Silkeborg var Østjyllands bedste vækstkommune og landets 11. bedste i 2013

Flere af Silkeborgs nærmeste naboer ligger helt i top.

  1. Ikast-Brand
  2. Herning
  3. Skanderborg
  4. Hedensted
  5. Favrskov