Chauffør smuttede: Bus blokerede vejen
Politiet modtog i går klokken 18.08 et opkald om en bus, der holdt og spærrede to vejbaner i Kragelund. Chaufføren var smuttet fra stedet i en taxa.
Midttrafiks bus på rute 32, der kører Silkeborg-Kragelund, brød i går sammen. Chaufføren ringede ind til centralen for at finde en løsning.
Han fik at vide, at han skulle komme og hente en anden bus, så han kunne fortsætte sin kørsel. Så han tog en taxa og efterlod bussen, der holdt og spærrede to vejbaner.
En civilperson på stedet vurderede, at det var helt uforsvarligt, så han gav sig til at dirigere trafikken på stedet. Samtidig blev der ringet til politiet, der ikke var helt tilfredse med situationen.
- Man kan ikke bare forlade bussen, når den spærrer to vognbaner, og så skal en civilperson regulere trafikken, siger Kenn Sølvkær Jensen fra politiet i Silkeborg.
Politiet ringede til trafikselskabet og fortalte, at man altså ikke bare kunne efterlade en bus i den situation.
Selskabet havde tilkaldt vejhjælp, men først klokken 21 var bussen helt væk fra stedet.