Skolepiger så pistolmand ved sygehuset

En brun og sortfarvet pistol i et brunligt hylster. Sådan lyder beskrivelsen fra en gruppe skolepiger, der i går så en pistolmand ved sygehuset.

Klokken 09.31 fik politiet anmeldelsen fra pigerne, der går i 6. klasse. De havde set en pistolbærende mand i nærheden af indgang D, tæt på hospitalsbakken.

Politiet sendte alt materiel af sted, som de kunne undvære, men det lykkedes ikke at finde manden.

- Pigerne er næsten 100 procent sikre på, at de så en pistol, siger Kenn Sølvkær Jensen fra politiet.

Den pistolbærende mand beskrives som 60-70 år gammel, han havde kort, gråt hår og et kort hageskæg.

Politiet undersøgte også, om de selv havde haft en ældre betjent i området i forbindelse med efterforskning eller eskorte til sygehuset. Det var ikke tilfældet.

Har du også set manden eller ved du, hvem der er tale om, kan du fortælle politiet det på telefon 114.