16-årig sigtet for hærværk mod postkasser
En 16-årig dreng fra Kjellerup blev forleden sigtet af politiet for at have brudt to af Post Danmarks røde postkasser op.
Det skete på henholdsvis Bryggertorvet 9 og Tinghusvej 12 i Kjellerup – og nu skal politiet prøve at finde ud af, om han også har stjålet post.
Derfor beder politiet dig om at sikre dig at dit brev er nået frem, hvis du i tidsrummet fra fredag klokken 18 til mandag klokken 12 har smidt breve i et par af Post Danmarks postkasser i Kjellerup.
Ifølge politiet var det videoovervågning, der afslørede, hvem der havde brudt postkasserne op, og den 16-årige kan nu se frem til et erstatningskrav.
Hvis man har benyttet sig af de pågældende postkasser kan man henvende sig til Post Danmark for mere information.