Foto: Region Midtjylland
19-årig bilist rullede rundt på motorvejen
En 19-årig kvinde påkørte i går autoværnet på motorvejen og væltede rundt i sin bil, fordi hun skulle uden om en anden bil.
Ved 17-tiden var der opstået kø på afkørslen ved Funder, da den 19-årige kvinde kom kørende bagfra. Kvinden overså den stillestående trafik, før det var for sent.
Hun forsøgte at undvige køen ved at styre til venstre, men så ramte hun i stedet autoværnet.
Bilen væltede rundt og landede på taget. Herefter bragede en bagvedkørende bilist ind i kvindens bil.
Både den 19-årige kvinde og føreren af den bagvedkørende bil, en 67-årig mand, blev kørt til skadestuen. Begge blev udskrevet uden skader.
Færdselsuheldet betød, at motorvejen var spærret i to timer, så der blev etableret omkørsel via Pårup.