Indbrud: Forlod hjemmet i to timer

Beboerne i en villa på Ålykkevej i Sejs-Svejbæk blev i går udsat for indbrud i løbet af et tidsrum på kun to timer.

Omkring klokken 12 forlod den sidste person boligen og låste. To timer senere kom der igen nogen hjem, men denne gang til et hus, hvor alle skabe stod åbne.

I løbet af de to timer havde en indbrudstyv brækket et vindue op og gennemrodet hus.

Der var ikke noget overblik over, hvad der var stjålet, da politiet modtog anmeldelsen. Det var ikke engang klart, om der var stjålet noget.

Indbrud i Virklund
I aftes modtog politiet også et opkald om et andet indbrud, begået i løbet af onsdagen.

Mellem klokken 7 og 21.30 var et vindue i en villa på Rosenborgvangen i Virklund brudt op.

Tyven havde været rundt i hele huset og fundet frem til to Nikon spejlreflekskameraer, et GoPro action-kamera, diverse smykker og et mindre kontantbeløb.

Har du set noget fra de to indbrud i går, kan du få fat i politiet på telefon 114.