Foto: Silkeborg Data

Silkeborg Data solgt til EG-koncernen

En af Silkeborgs store IT-virksomheder, Silkeborg Data, er blevet solgt til EG – det tidligere EDB-Gruppen.

Ifølge Silkeborg Data forventes handlen at falde endelig på plads i midten af november, hvorefter Silkeborg Data vil fortsætte som en selvstændig virksomhed.

I EG-koncernen vil Silkeborg Data høre til i divisionen Citizen Solutions, der ligesom Silkeborg Data fokuserer sin forretning på den offentlige sektor i Danmark.

Med købet af Silkeborg-virksomheden runder EG-koncernen en samlet omsætning på over 2 mia. kr. og kan notere mere end 1.800 medarbejdere.

- Vi bliver herved en væsentlig større spiller i markedet, med et langt bredere produktudvalg, siger Silkeborg Datas adminstrerende direketør Brian Busk, der efter salget af virksomheden fortsætter på direktørposten.

Silkeborg Data leverer løn- og personaleadministration til fire regioner, 28 kommuner og en lang række offentlige virksomheder og institutioner. Virksomheden havde sidste år en omsætning på 274 millioner kroner.