To “døve” indsamlere set i midtbyen

Politiet advarede i foråret om mistænkelige personer, der gik rundt i midtbyen under påskud af at samle ind til en udenlandsk døveorganisation. I dag gentager historien sig i Silkeborg.

Mindst en civil borger har i dag anmeldt til politiet, at han har set en mand og en kvinde gå rundt i Vestergade og samle penge ind til et ukendt formål.

Anmelderen konfronterede de to personer, der gik rundt med en seddel, der forklarer, at de er døve og samler penge ind til andre døve i udlandet. Han ville gerne vide mere om deres organisation.

Ifølge anmelderen kunne de to sagtens høre på det tidspunkt, for de stak øjeblikkeligt af. Herefter ringede han til politiet og anmeldte episoden.

I april modtog politiet adskillige anmeldelser på én dag om samme fremgangsmåde og historie. Dengang udsendte de en advarsel.

Ser du de to, kan du kontakte politiet på telefon 114.