Foto: Esben Stenfeldt
19-årig anholdt for trusler mod gymnasiet
En 19-årig mand fra Silkeborg er i dag kl. 12.27 anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi for at have fremsat trusler mod Silkeborg Gymnasium.
Midt- og Vestjyllands Politi har hele morgenen været i gang med en politiindsats ved Silkeborg Gymnasium, fordi der i løbet af weekenden er fremsat flere trusler imod gymnasiet på blandt andet Facebook.
Truslerne kommer sandsynligvis fra en 19-årig mand fra Silkeborg, der for nylig er blevet bortvist fra gymnasiet.
Den 19-årige mand er i dag kl. 12.27 anholdt på sin fars bopæl i Virklund.
- Ytringer af truende karakter er noget, vi altid tager alvorligt og derfor iværksatte vi her fra morgenen af en tryghedsskabende foranstaltning på gymnasiet. Vi er tilfredse med, at den 19-årige mand nu er anholdt, så vi kan få efterforsket sagen yderligere, udtaler vicepolitiinspektør Niels Kristian Larsen, fungerende leder af Silkeborg Lokalpoliti.