Politibil Foto: www.politi.dk

51-årig varetægtsfængslet for trusler

En 51-årig mand fra Silkeborg er blevet varetægtsfængslet i fire uger for trusler mod en offentligt ansat.

Den 51-årige mand blev anholdt fredag ved Rusmiddelcenteret på Færgevej. Her stod han og smed sten på døre og vinduer. Kort forinden havde han været i skænderi med de ansatte på centeret, fordi han ikke kunne få udleveret sin medicin til hele weekenden.

Den 51-årige truede med at brænde Rusmiddelcenteret ned, hvis personalet ikke gjorde, som han krævede.

Den seneste måneds tid har manden haft flere konflikter med centeret. Dagen forinden, torsdag, blev han anholdt for at smadre ruder på stedet.

Da politiet anholdt ham fredag, var det noget mere alvorligt. Han blev sigtet for hærværk, trusler mod offentligt ansatte og for ulovlig tvang, fordi han forsøgte at true medarbejderne til at udlevere medicinen.

Det var de tre sigtelser, der førte til fire ugers varetægtsfængsling.