Klovnen Lars Gustav underholdt børnene, der i det hele taget havde mange aktiviteter at kaste sig over. Foto: Iben Hvass Christensen

Indsamling for Syriens børn var en succes

Der var i går stor opbakning til arrangementet i Them til fordel for syriske børn på flugt. 27.552 kroner blev det til.

Gennem fem timer var der hoppeborg, ansigtsmaling og salg af diverse gaver på auktion i Multihallen i Them.

Idéen til arrangementet kom fra Rikke Wulf, Louise Hald og Pia Døssing, og de tre havde en målsætning om at samle 10.000 kroner.

- Vi kan vist kun sige tak. Vores arrangement var en succes, og vi er meget glade, siger Rikke Wulf.

De 27.552 kroner skal nu gå til UNICEFs arbejde med børn på flugt, både i Syrien og i nærområdet.