Foto: Esben Stenfeldt

Politiet bevogter Gymnasiet efter trusler

Opdateret 12.35

Flere politivogne holder uden for Silkeborg Gymnasium, og adskillige betjente har hele morgenen bevogtet skolen, efter at der i weekenden blev fremsat trusler.

Ifølge silkeborgnyt.dk's kilder er der tale om trusler fremsat på Facebook af en elev på skolen.

Eleven var angiveligt påvirket af hash, og fremsatte truslerne under en hashpsykose.

Politiet havde i weekenden kontakt med vedkommende, men det lykkedes ikke at få personen indlagt.

I en forklaring til skolens elever for få minutter siden, fortalte rektor Erik Olesen at politiet også i dag har haft kontakt til vedkommende, og at den pågældende er kommet i behandling.

Skolens elever er således blevet orienteret, og undervisningen fortsætter resten af dagen.

Politiet har hele formiddagen bevogtet skolen for at sikre, at vedkommende ikke skulle dukke op og gør alvor af truslerne. Om politiet bliver på skolen resten af dagen vides endnu ikke.

Meddelelser om trusler på skolen har i øvrigt fået flere forældre til at hente deres børn fra Ungdomsskolen, der ligger som nabo til Gymnasiet.