Stadig problemer med unges fritidsjobs

Det er få unge, der oplever at have et ansættelsesforhold, hvor alle love og regler er overholdt.

Siger fagforbundene HK og 3F efter evalueringen af årets Jobpatrulje.

Samlet set har Jobpatruljen på sin rundtur i sommer snakket med 2.961 fritidsjobbere under 18 år.

I vores område er det blevet til 314 interviews med unge og 1000 virksomhedsbesøg – og jobpatruljens konklusion er, at det generelle billede viser, at forholdene for unge på arbejdsmarkedet stadig ikke er så gode, som de kunne være.

Kun 34,1 procent af alle fritidsjobbere på landsplan, som patruljen snakkede med, havde ansættelsesforhold, hvor alle love og regler blev overholdt.

Det er altså næsten kun tre ud af 10, som ikke har problemer i sit ansættelsesforhold, og det er alt for få, siger Karin Østerby, der er formand for HK MidtVest, og Flemming Sørensen, formand for 3F Holstebro.

De håber, at Jobpatruljens indsats kan føre til, at tallet bliver bedre. HK og 3F har desuden startet ”Jobpatruljen på skolebesøg”, hvor frivillige underviser unge på 8.-10. klassetrin i den danske model og deres rettigheder på arbejdsmarkedet med afsæt i et spil udviklet til formålet. Indtil videre har Jobpatruljen på skolebesøgene nået at snakke med omkring 2.500 elever i landets grundskoler.

For mange timer og for få pauser

Det er især de unges arbejdstid, den er gal med.

I gennemsnit arbejder de unge, som Jobpatruljen har talt med, 6,9 timer pr. vagt og 20,2 timer om ugen i ferien. Det er et lille fald set i forhold til sidste års gennemsnit. Desværre oplever Jobpatruljen fortsat tilfælde, hvor de unge arbejder helt op mod 16 timer pr. vagt - altså dobbelt så mange timer pr. vagt, som loven tilskriver.

- Samtidig ser vi også en stigning i antallet af unge, som giver udtryk for, at de ikke får den pause, de har krav på. Hele 28,6 procent - tæt på hver fjerde - af de unge giver udtryk for, at de efter 4,5 timers arbejde har mindre end 30 minutters pause eller i nogle tilfælde slet ingen. Det på trods af, at de unge har krav på at holde 30 minutters pause, hvis arbejdsdagen overstiger 4,5 timer, fortæller de to jobpatrulje-koordinatorer Dennis Frandsen og Jonas Mørkholt fra henholdsvis HK MidtVest og 3F Holstebro.

Jobpatruljen har desuden i år set en mindre stigning i antallet af unge, som fortæller, at de arbejder i lokaler med alkohol. 6,6 procent giver udtryk for at arbejde i lokaler med alkohol mod seks procent i 2014.

Det er i sommerlandet, at Jobpatruljen har talt med unge, der imod lovens regler arbejder i lokaler med alkohol. I Midt- og Vestjylland har Jobpatruljen i to turistattraktioner oplevet, at unge under 18 år ved udendørs boder solgte øl i flasker - i den ene attraktion blev flaskerne udleveret til kunderne sammen med en oplukker. HK MidtVest og 3F Holstebro har på den baggrund spurgt Erhvervsstyrelsen om, hvordan reglerne skal tolkes, og venter i øjeblikket på svar.