Lemming Børnehave afpresset via e-mail

En computer med CPR-numre og andre fortrolige dokumenter hos Børnehaven i Lemming blev i sidste uge ramt af et hacker-angreb.

Politiet har modtaget en skriftlig anmeldelse om hacker-angrebet, der skete via e-mail tirsdag den 29. september.

En medarbejder modtog og åbnede en e-mail, der angiveligt kom fra den svenske logistikvirksomhed PostNord. Medarbejderen trykkede på et link, og et øjeblik efter var computeren låst.

- Hvis man modtager mail fra PostNord, skal man ikke åbne dem, hvis man ikke er sikker på indholdet, siger Lis Borup fra Silkeborg Politi.

Børnehavens computer med fortrolige dokumenter og CPR-oplysninger kunne låses op igen, hvis medarbejderen betalte et kontantbeløb af ukendt størrelse.

Den type angreb kaldes "ransomware", fordi offeret afpresses for penge. I øjeblikket rammer en bølge af angreb Danmark. Man skal aldrig betale til hackerne, for der er ingen garanti for, at man kan låse sin computer op af den grund. Enten skal man finde en måde at fjerne den såkaldt "ransomware" på, eller også skal computeren nulstilles. Det er ikke sandsynligt, at hackerne misbruger dine data, heller ikke CPR-numrene i dette tilfælde.

En af de cirkulerende mails stammer netop fra PostNord. Den beskriver, at et bud ikke kunne aflevere en pakke, så nu ligger den hos PostDanmark i stedet. Mailen indeholder et link til at printe en afhentningsblanket.

Medarbejderen i Børnehaven i Lemming valgte ikke at betale til hackerne. Politiet ved endnu ikke, hvad der så skete.

Mailen kan se således ud:
ransomware