Billedet er et eksempel, ikke den stjålne ring.

Guldringe med mælketænder stjålet

Politiet modtog i weekenden anmeldelse om tre villaindbrud. I det ene tilfælde var såkaldte tandsmykker blandt tyvekosterne.

Mellem lørdag eftermiddag og søndag nat var der indbrud i en villa på Sindbjergvej i Sejs.

Her kom tyven ind ved at bryde et toiletvindue op.

Det meste af huset blev gennemrodet af tyven, der endte med at stjæle et visa-dankort og diverse smykker, blandt andet to guldringe med børnenes mælketænder.

Indbrud i Reimarparken og Skærbæk
På Sensommervej i Skærbæk var der indbrud i en villa mellem klokken 18 fredag og klokken 15 lørdag.

Her blev terrassedøren opbrudt og badeværelset gennemrodet.

Tyven fandt diverse smykker og ure.

Fredag mellem klokken 17 og 23.30 var der indbrud i en lejlighed på Stærevej i Reimarparken. Tyven smadrede en rude i terrassedøren for at komme ind og gennemrodede hele lejligheden.

Måske vidste indbrudstyven, at der var noget at komme efter, for der forsvandt 10.000 kroner i kontanter, en del guldsmykker, sølvtøj og to kongelige porcelænsfigurer.

Har du set noget fra indbruddene i Sejs, Skærbæk eller Reimarparken, kan du fortælle politiet om det på telefon 114.