Torvet skal nok få et stort juletræ

Arbejdet med parkeringskælderen er i fuld gang på Torvet, og planen er skredet en smule, så der nu skal arbejdes helt frem til jul. Men der skal nok komme et juletræ på Torvet, siger Kommunen.

I dag står der fire meget høje tanke på Torvet. De skal bruges til at rense byggematerialer. Om nogle måneder skulle der gerne komme et stort, flot juletræ i stedet.

- Jeg ved, at Entreprenørgården allerede er ved at planlægge, hvordan de skal gøre træet fast. Hvis det går som forventet, så bliver der et areal nede omkring Matas, hvor der bliver plads til et juletræ, det siger Søren Peter Sørensen, afdelingschef i Teknik- og Miljøafdelingen, til Din Radio 8600.

Den tiltænkte plads er der, hvor Skildpaddedrengen før havde sin plads. Ham mangler Kommunen stadig en midlertidig plads til.

- Hvis nogen har en god idé til, hvor Skildpaddedrengen kan stå i mellemtiden, så kan man skrive på Kommunens Facebook-side. Vi vil gerne have ham ud at stå i byen, siger Søren Peter Sørensen.

Stram tidsplan mod jul
Det var oprindeligt planen, at A. Enggaard A/S skulle holde sig fra Torvet hen over julen 2015 og 2016, men en lidt forsinket byggestart betyder, at der muligvis bliver arbejdet helt frem til uge 51.

- Vi arbejder på at gøre pinen så kort for alle som muligt, så nu er det med at få lavet en plan, hvor der bliver arbejdet, så det hele kan blive færdig hurtigst muligt, så vi kan holde jul, siger Søren Peter Sørensen til Din Radio 8600.

Entreprenøren af parkeringskælderen arbejder i øjeblikket på ydermuren, der skal opføres direkte i jorden i tre etaper. Når første etape er slut i midten af november, skulle der gerne være plads på Skildpaddedrengens tidligere placering.