DSB-ændring går ud over Midtjylland

Senere på året ændrer DSB sine køreplaner. Det kommer til at glæde deres passagerer, som sparer tid – til gengæld kommer det til at gå ud over visse togpassagerer i Midt- og Vestjylland.

Rejsende fra Holstebro og Viborg kommer godt nok til København et kvarter hurtigere end før, men til gengæld er turen til Aarhus forlænget med 20 minutter.

Det viser en sammenligning af køretiden, som P4 Midt & Vest har lavet på rejseplanen.dk.

Kommunikationschef Pia Hammershøy Splittorff fra Arriva Danmark, siger at der desværre bliver lidt længere rejsetid mellem Holstebro og Aarhus.

- Det skyldes, at hurtigtoget på strækningen bliver skiftet ud med et, der stopper på alle stationerne, siger hun.

Den nye køreplan rammer skinnerne den 13. december og er den mest omfattende ændring i tog-kabalen, som DSB har lavet, siden Storebæltsbroen kom.