16. oktober 2015 - 08:47 Skriv kommentar
Foto: www.politi.dk
Løb fra politiet: Havde narko og våben
Politiet sigtede i nat en 35-årig mand for overtrædelse af våbenloven og for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Omkring midnat fik en politipatrulje øje på den 35-årige, der er kendt af politiet, i en baggård i Hostrupsgade.
Politiet ville have fat i manden, men han stak af til fods og undervejs smed han en plastikpose.
Betjentene fangede hurtigt manden, der har adresse i Bording. Bagefter fandt de plastikposen, som han havde smidt fra sig.
Det viste sig, at den indeholdt en strømpistol, knap 20 gram hash, 1 gram ecstasy og 0,5 gram amfetamin.
Fundet førte til, at den 35-årige kending blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og et ulovligt våben.