Foto: Steen Brogaard

Folketingsmedlem stiller op til sparring

Det lokale folketingsmedlem René Gade fra Alternativet kæmper for involverende demokrati. Derfor kan man nu booke ham til idésparring hver mandag.

Overskriften er "Book en MF'er," når René Gade står til rådighed tre timer hver mandag. Han stiller op til alle former for iværksætteri i hele Vestjyllands Storkreds, og det hele er upolitisk. René Gade har selv en baggrund som iværksætter.

- Det må gerne være kommercielt. Vi skal have sparket gang i en masse fede initiativer. Bare man gerne vil udvikle et eller andet, der har at gøre med flere, end en selv, siger René Gade.

Det nyvalgte folketingsmedlem har hele tiden haft en ambition om at komme uden for Christiansborg mure to dage om ugen.

- Det er ret uhørt, men det er nødvendigt for, at jeg ikke gror fast og glemmer de ting, jeg gik ind i politik for, siger René Gade.

På mandag skal folketingsmedlemmet mødes med turistchef i Silkeborg, Liselotte Nis-Hanssen, og en borger med idéer på turistområdet. Det møde udsprang af en kommentar på turistforeningens idé om at nedlægge turistkontoret og erstatte det med digital turistinformation. De næste fem mandage er foreløbig booket op.

René Gade håber, at han kan blive et forbillede for de 178 andre folketingsmedlemmer, så de vil kaste sig ud i lignende tiltag.

- Der er langt fra Christiansborg og ud i landet. Jeg vil gerne gøre den afstand kortere. Så kan det være, vi kan få genskabt tilliden til politikerne. Det involverende demokrati er kun interessant, hvis der er tillid, siger René Gade, der har blæst til kamp mod politikerlede.

Hvis du vil have René Gade som din upolitiske sparringspartner en mandag fra kl. 10 til 13, skal du skrive til ham på [email protected].