Sidste års vinder, Trivselsgrupperne, under overrækkelsen i Jysk Arena.

Kommunen søger sunde kandidater

Sundhedsprisen 2015 overrækkes i december til den person, institution, forening eller virksomhed, som gør det lettere for borgere i Silkeborg at træffe sunde valg.

Sidste år fik Trivselsgrupperne for børn og unge i Selvhjælp Silkeborg Sundhedsprisen. Frem til den 2. november kan du indstille din kandidat til Sundhedsprisen 2015.

- Der er stor fokus på, hvor meget vi selv kan gøre for at holde os sunde og leve et godt og langt liv. Og der er rigtig mange borgere i Silkeborg Kommune som er gode til at træffe sunde valg. Heldigvis er der også mange, der giver andre mulighed for at leve et liv med mere sundhed og trivsel. Det er dem, vi gerne vil hylde med Sundhedsprisen, siger Elin Sonne, formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Silkeborg Kommune.

Måske er du medlem af en forening, der gør noget særligt for inaktive børn. Måske arbejder du i en virksomhed, som gør noget særligt for at hjælpe rygerne til at blive røgfri? Du kan indstille din kandidaten til Sundhedsprisen 2015 ved at ringe eller sende en sms til 51 33 10 34, hvor du kort fortæller, hvem du vil nominere, hvorfor og hvem der indstiller kandidaten.

Det er Sundheds- og forebyggelsesudvalget, der udvælger vinderen blandt de indstillede kandidater.

Sundhedsprisen består af 10.000 kr. og en kunstgenstand fra en lokal kunstner. Prisen bliver overrakt i forbindelse med kampen mellem BSV og Skive fH den 11. december 2015 i JYSK Arena.